Kyllingedeller & råkost bjerg med soyaristede kerner
Ferien er slut, skolen er startet, hverdagen er i gang og jeg er nok ikke den eneste der har nydt både is og vin i ferien. Så nu skal der skrues op for grønsager og gåture.
Derfor har jeg lavt kyllingefrikadeller tungt loadet med blegselleri med top, persille, løg og hvidløg. Det hele hakkes fint i foodprocessoren med knivindsatsen. Blandes med kyllingekød, æg, salt & peber.
Til 800 gram kød har jeg brugt ca. 300 gram bladgrønt. Her er det persille, bladselleri, squash, løg og hvidløg.
Dellerne er stegt i smagsneutral kokosolie og det blev en god stor portion, så der er til madpakkerne i morgen.
Råkost bjerget er lavet af:
- 4 groftrevne gulerødder
- 1 groftrevet rødbede
- 1 æble i små tern
- ½ fintsnittet sommerkål, du kan også bruge spidskål
Bland det hele godt sammen og smag til med citronsaft og skal hvis citronen er økologisk, ahornsirup og en god koldpresset olie, lidt salt og peber. Toppet med en lille håndfuld græskarkerner, som jeg tørrister til de popper og vender med Tamari eller anden Soya.
Til at samle frikadeller, kartofler, dampet blomkål og råkost har jeg lavet en kold sauce rørt af cremefraiche, øko-mayonnaise, karry, salt og peber. Du kan erstatte cremefraiche med gede eller fåre – yoghurt. Spiser du slet ikke mælkeprodukter brug blot mayonnaise rørt med krydderier og lidt vand.
Og mens resten af familien rydder op efter aftensmaden og pakker madpakker….. så går fruen i huset en aftentur. Dejligt.