Protein mætter, og protein får du hvis du spiser kokos-mandel grød. Smagen er sød og rund, mængden er til en person. På billedet har jeg toppet med blåbær, men grøden er så sød at æble i tern også vil klæde den rigtig godt.
Som du kan se drikker jeg også en Greenie til samme måltid, det har jeg valgt fordi det ernæringsmæssigt supplerer hinanden rigtig godt. Opskrift på Greenie finder du her .
Sådan laver jeg grøden:
- 1 dl. mandelmel – jeg blender 1 dl. mandler i min kaffekværn, men kan også købes færdigt. Du kan også bruge fedtreduceret mandelmel, men så skal du tilpasse plantemælken så konsistensen bliver som du kan lide den
- 1 dl. (med lidt top på) kokosmel
- 1½ dl. mandelmælk eller anden plantemælk
- 1 nip salt
Grøden kan også smages til med lidt kanel eller kardemomme
Topping: feks. blåbær eller æbletern og grofthakkede paranødder
Kom det hele i en gryde, kog op og lad det simre lige så stille i ca. 5 – 10 minutter. Grøden samler sig og bliver lidt tykkere, når den står lidt. Top op med friske bær eller anden frugt og hakkede paranødder.