Når foråret er på vej trænger jeg til noget andet mad. En anden smag. En anden konsistens. Ikke nødvendigvis andre råvarer, men måske de kendte råvarer i ny forklædning. Så laver jeg wok. Og netop denne variant var et stort hit, så den vil jeg gerne dele.
Start med at snitte en pokkers masse grønsager.
På mit fad ser du:
- 1 – 2 løg skåret i både
- 2 store gulerødder snittet i skrå bidder
- 1 rød peber i lange strimler
- 300 gram spidskål fintsnittet
Følgende 3 ting giver dejlig smag og sundhed, men kan udelades:
- 2 fed hvidløg finthakket
- 1 spsk. frisk ingefær – finthakket
- 1 spsk. frisk gurkemeje – finthakket
Jeg vejede grønsagerne og der er 800 gram i alt.
Derudover har jeg brugt:
- Ca 400 gram kyllingefilet i strimler
- 3 -4 spsk. kokosolie gerne med smag
- 1 – 2 spsk. honning
- Saft og fintrevet skal fra 1 stk. øko citron
- Fishsauce efter smag
Evt. en håndfuld let ristede cashewnødder og/eller en håndfuld bønnespirer ved servering. Sæt det i skåle på bordet, så kan man selv komme på efter lyst. Evt. sød chilisauce.
Mit køkken er lille, jeg har ingen wok men det går også rigtigt fint med en stor gryde med tyk bund.
Varm gryden/wokken godt op og kom 2 – 3 spsk. kokosolie i. Svits kødet i olien i 2 – 3 minutter. Sørg for at kødet er brunet godt af inden du vender det/rører rundt i det. Det skal slippe gryden, så er det klar til at blive vendt. Læg det svitsede kød på en dyb tallerken. Kødet skal tilbage i gryden igen, så lad være med at stege det for meget.
Kom nu yderligere 1 spsk. olie i den samme gryde og svits grønsagerne. Tag de grønsager først der skal have længst tid. Jeg starter med løgene som svitses i 2 – 3 minutter, så gulerødderne der også svitses i 2 – 3 minutter, derefter rød peber der svitses med i ca. 2 minutter og til sidst spidskålen, der bare lige skal falde sammen. Tilsæt nu det svitsede kød sammen med hvidløg, ingefær og gurkemeje. Varm retten igennem og smag til med honning, citronsaft og skal samt fishsauce. Juster evt. med salt og friskkværnet peber.
Vores wok blev serveret med sortbønne pasta til mig og nudler til resten af familien, samt ristede cashewnødder og mungbønnespirer til alle. Og fordi jeg er rigtig glad for lidt sødt, kom der også en flaske sød chilisauce på bordet.
ALT blev spist af 2 voksne og et barn på 12. Stor succes.