Risengrød er altid lækkert.
For at gøre det ekstra lækkert så top grøden med dejlige superfoods og en skøn æbleråkost. Superfood på grøden gør at du er mæt i mere end et par timer efter måltidet. Især indeholder hampefrø godt protein som giver mæthed.
Når jeg laver risengrød er det altid med afsæt i følgende opskrift.
300 gram grødris evt. brune grødris
1 liter vand
1/4 piskefløde fra en glad ko
evt lidt ekstra mælk
salt
Start med at koge ris og vand op, og lad det simre i ca. 20 minutter. Rør lidt i den undervejs. Tilsæt piskefløde og lad grøden tykne. Hvis du syntes det bliver for tykt så juster med lidt mælk. Smag til med salt. Når du koger din grød på vand, brænder den ikke på.
Forslag til topping:
- Æble råkost for vitaminer og god smag
Hampefrø for protein og mæthed
Chiafrø for fibre
Gojibær for protein, struktur og smag
Mandler for gode fedtsyrer og mineraler
Kanel til blodsukkeret
Smør til blodsukkeret
Mens grøden simrer er det tid til at lege lidt med topping. På billedet ser I et par groftrevet æbler, vendt med citronsaft og fintrevet citronskal samt et drys sukker.
Så er der også hampefrø , chiafrø og gojibær på bordet. Derudover naturligvis kanel, lidt sukker og god økosmør. Det er også super godt med nogle grofthakkede mandler eller andre sprøde nødder på toppen.
Frem med lidt af hvert på bordet, så kan hver især mikse lige nøjagtig den tallerkenfuld grød de aller bedst kan lide.