Hvis du heller ikke vil spise alt for meget kødpålæg er det godt med nogle lækre, sunde og nemme alternativer. De kommer her.
Øverst er det en spread lavet af edamame bønner og nederst en rejesalat vendt med lækre sprøde grønsager.
Jeg kan godt lide det ovenpå brød eller rullet ind i en tynd pandekage lavet på et pisket æg.
Til edamame spread har jeg brugt:
- 200 gram edamame bønner
- 1 fed hvidløg
- saft og fintrevet skal af knapt en halv citron
- 2 spsk. jomfru oliven olie
- havsalt
Kog edamame bønnerne i et par minutter og overhæld med koldt vand. Hæld vandet væk og blend dem med resten af ingredienserne i en foodprocessor. Smag til med salt.
Til rejefyld – rejesalat, du bestemmer selv hvad det skal hedde hjemme hos dig, har jeg brugt:
- 30 gram soya-yoghurt fra Sojade, hvis du bruger mælkeprodukter kan det erstattes med fx cremefraice
- 1 stor tsk. øko mayo
- 50 gram agurk i små tern
- 50 gram groftrevet gulerod
- 100 gram godt afdryppede rejer eller rejer fra frost
- evt. salt og peber
Rør yoghurt med mayonnaise og tilsæt derefter grønsager og rejer. Hvis du bruger rejer i lage, skal du smage på rejesalaten inden du evt. tilsætter salt, da det er svært at få lagen afdryppet helt og den kan godt salte lidt.