De sidste uger har jeg lavet forsøg med spirede ris – eller vi kan også bare kalde det udblødte ris.
Jeg tager 1 dl. vilde ris (de sorte aflange ris) og skyller let, kommer dem i et glas og hælder koldt vand over. Lad glasset stå fremme i 8 – 16 timer.
Derefter skifter jeg vandet og stiller glasset med ris og vand i køleskabet. Der skal risene nu stå indtil du syntes de er bløde nok til at spise som de er. Det tager 2 – 3 dage, og de kan godt stå i længere tid, bare du skifter vandet hver dag. Risene skal ikke koges – deraf navnet spirede ris.
Det magiske er at hvert enkelt riskorn folder sig ud som en lille blomst – se billedet herunder.
Spirede ris kan bruges som fyld i forskellige salater, men her har jeg brugt dem i en salat hvor jeg har mikset dem med noget sprødt, noget sødt og noget krydret.
Ved siden af steges et par gode bøffer, der skæres i mindre skiver og serveres ved siden af salaten eller bruges som topping på salaten.
- 2 – 4 gulerødder skåret i meget tynde skiver på et mandolinjern
- 1 æbler i små fine skiver
- 2 – 3 spsk. finthakket mynte
- 2 – 4 cm. finthakket ingefær
Dressing af:
- 4 spsk. olivenolie
- 1 – 2 spsk. god lys balsamisk eddike
- evt. 1 spsk. flydende honning
Det hele rystes/piskes godt sammen og vendes i salaten.
Hvis du er vild med citron så pres og lidt citronsaft henover og fintrevet skal af ½ øko citron.
Til at toppe salaten med har jeg brugt:
- 1 forårsløg i skrå skiver
- en håndfuld frisk blåbær
- en lille håndfuld ristede og grofthakkede cashewnødder
- et par gode møre bøffer
- og som altid … salt & nogle vrid fra en peberkværn
Vi havde også lidt gedefeta, så det kom også med på bordet.
Næsten igennem hele måltidet fik jeg syltede rødløg til de sidste bidder, det smagte helt forrygende og kan varmt anbefales.