Mon ikke vi er nogle stykker, der har besluttet at det er en god ide at smide nogle kilo her i det nye år?
Det gælder i hvertfald for mig.
Gennem de sidste 6 – 8 år har jeg taget omkring 10 kilo på og NU er jeg træt af dem. Tidligere var det nemt for mig at smide de ekstra sommerferie og jule kilo … det er det ikke mere, så det har givet mig et plus på 3 – 4 kilo om året, og det kan jo godt gå hen og blive til en del, hvis jeg ikke giver det lidt opmærksomhed.
Min vægtøgning hænger sammen med flere ting. Bla at jeg tidligere cyklede på arbejde, nu arbejder jeg hjemme og får ikke den daglige cykeltur, derudover er vi blevet mere magelige og vi hygger mere med slik og snack … og det jo ikke den bedste kombination … det kan KUN give plus på kaloriekontoen.
Undervejs har jeg afprøvet forskellige typer diæter og det har ikke virket for mig. Keto, lowcarb, 5-2, vegansk, vegetarisk, sense … Jeg må bare sande at hvis min mad skal puttes ind i et “madfængsel” så fucker min hjerne, og det eneste den kan tænke på … er det jeg ikke må få, og så bliver det altså op af bakke.
Så nu er udgangspunktet at jeg må få ALT – men jeg tager voksenhatten på og tjekker kalorieindtaget undervejs.
Jeg har derfor valgt at bruge samme fremgangsmåde, som dengang jeg selv havde klienter på vægttabsforløb. Jeg snupper lige min egen medicin og jeg tænker det virker. Også på mig. Også selvom jeg har rundet de 60.
Så her i de første par uger skriver jeg ALT ned jeg spiser. Det gør at jeg bliver obs på eventuelt skjulte kalorier og også på at jeg får nok protein som holder mig mæt i lang tid. Jeg ved at mit indtag af hurtige kulhydrater allerede er på et minimum og at jeg god til at få nok væske.
Fordi jeg er lidt nørdet, sjusser jeg mig frem til cirka hvor mange kalorier jeg får i hvert måltid. Og det er jo tydeligt at olie, fløde mm skal der skrues ned for. Ligeså med nødder, frø og kerner. Jeg får selvfølgelig fedt, det er bare minimeret.
Så er det også tydeligt at jeg kan få rigtig store portioner, som i RIGTIG STORE, når jeg fylder halvdelen af min tallerken med en grov salat. Det vidste jeg jo sådan set godt, men det er altid inspirerende at få lidt tal på.
Billedet herunder er af en sen morgenmad, som bestod af grov salat med bønnespirer, bagt hokkaiodmos og 2 deller. Samlet er der ca 350 kcl ialt, hvor salaten er de 110 kcl. Frikadellerne tæller derimod for 230 kcl. Så det er godt at skrue op for grønsagerne … men det er det jo altid – vægttab eller ej.
Som udgangspunkt vil jeg gerne holde mig på maks 2000 kcl pr. dag. De sidste dage er der røget alt fra ca 1200 til 1500 kcl indenbords. Sammenholdt med øget daglig bevægelse kan det kun gå en vej … nemlig nedad med vægten.
Det er kun her i starten, eller så længe jeg har lyst, at jeg noterer alt det jeg spiser, men jeg må simpelthen finde ud af, hvor de ekstra kalorier kommer fra.
Derudover tracker jeg min bevægelse. Jeg har et aktivitetsur som måler hvor mange kalorier jeg forbrænder. Og en forbrændt kalorier er en forbrændt kalorie, uanset om jeg har trænet styrketræning, gået en tur eller har taget cyklen på biblioteket.
Afslutningsvis vil jeg være åben omkring, at jeg har valgt at blive kontrolvejet hos min læge et par gange om måneden. Det kostede lige lidt overvindelse, fordi sådan en som mig … jeg ved jo en masse om ernæring. Men kostvejledere har også brug for at blive holdt i hånden, og det har jeg valgt at blive hos min læge. Og så tror jeg simpelthen, at jeg vil syntes det er for pinligt at bruge både lægens og min tid, hvis ikke jeg smider nogle kilo.
OG så har jeg skrevet det her – det forpligter og håber også at det inspirerer.
Det her må gerne tage tid – ½ kilo om ugen vil være helt perfekt. Det er ca 2 kilo om måneden og hvis det holder er det 12 kilo på et år.
Bingo – hvis alt går vel er jeg hvor jeg vil være inden næste jul.
Wish me luck …
Men selvfølgelig ingen opslag uden en opskrift, så her får I en en lavkalorie, fyldig salat som virkelig mætter og en genial oliefri dressing som bare smager godt. Jeg tilbereder altid en god stor portion salat og spiser så 150 – 200 gram til hvert hovedmåltid.
Tak til @renvanilje for inspiration til opskriften på senneps – honning dressing.
Fyldig salat med få kalorier
300 g fintsnittet hvidkål – køb den evt. færdigsnittet
175 g revet rødbede – eller skåret i julienne på et mandolinjern
135 g æble – revet ellet skåret i julienne på et mandolinjern
100 g gulerod – i tynde skiver – jeg brugte et mandolinjern
25 g bredbladet persille – grofthakket
15 g Birkesød – indeholder halvt så mange kalorier som almindeligt sukker
½ tsk salt
saft og fintrevet skal af en økocitron
Bland det hele sammen og opbevar på køl.
Du får cirka 43 kcal i 100 gram af denne her salat. Jeg spiser ca 150 til 200 gram salat til et måltid med 1 spsk af nedenstående dressing på. Og tro mig – det fylder godt i maven.
Senneps – honning dressing
70 g dijon sennep – der er forskel på dijon sennep – start med 35 g
70 g honning
knapt ½ dl. vand
Rør sennep og honning sammen. Juster konsistens og smag med lidt vand.
1 spsk. af dressingen giver cirka 35 kcl.
Anne-Marie
Dejligt skriv – selv om det er fra sidste år- jeg genkender mig selv i det og vil spørge om du kan anbefale en diætist her i Odense. Jeg er 62 år og 169 cm min vægt er på 72 kg jeg har glutenallergi og en mega sød tand
Tak for inspiration
Vh
Sund sans
Kære Anne-Mare
Desværre – jeg kan ikke hjælpe dig her.
Håber du har fundet din vej til vægttab – ellers vil jeg anbefale dig at følge mig på instagram hvor min profil også hedder @sundsans, jeg poster jævnligt inspiration til vægttab.
kh
Dorthe