For tiden viser TV2 programmet “Kan man spise sig rask” hvor bla. Umahro Cadogan fra Umahro • Food Can Change Your Life er med til at inspirere deltagerne med forskellige kroniske sygdomme til en ny livsstil.
Mon ikke vi er flere der bliver inspireret til at skrue op for grønsagsindtaget, efter udsendelsen tirsdag aften?
For jo, du kan spise dig til et liv med færre smerter, en bedre fordøjelse, smuk hud og mere energi.
Men at ændre sine vaner kræver at man øver sig.
Hvis du starter med denne grønne smoothie – også kaldet en Greenie, er du godt på vej mod at få de MINDST 600 gram grønsager som Sundhedsstyrelsen anbefaler vi spiser hver dag. Faktisk skal vi helst spise et kilo grønsager hver dag og det kan godt være lidt svært at tygge sig igennem.
Drik derfor denne Greenie som et supplement til dine hovedmåltider eller tilsæt 1 scoop proteinpulver og brug den som et komplet måltid. Proteinpulver med vanilje passer godt til denne her Greenie. Jeg bruger Plantforce Synergi Proteinpulver, da den er nem at shake eller blende ud i smoothies.
Denne grønne smoothie er lavet på basis af 350 gram dampet kål. Du kan med fordel dampe kål til 2 – 3 dage af gangen og pakke det i en pose med de øvrige ingredienser. Så er det nemt at smide indholdet fra posen i en blender med æblesaft og vand, og trykke på knappen. Så er der lækker, livgivende drik til resten af dagen.
- 200 gram blomkål – dampet
- 150 gram broccoli – dampet
- 25 gram persille
- 10 gram frisk ingefær
- 15 gram citronskive øko
- 3 friske dadler – ca 40 gram
- 2 dl. god ufiltreret æblesaft fx Voelkel
- 2 dl. vand
Blend alle ingredienserne til en blød smoothie. Server med isterninger eller fortynd med vand, til den konsistens du holder mest af.
Kan også laves kun på enten broccoli eller blomkål. Jeg har brugt dampet kål, fordi det er nemmere at fordøje, og fordi det får din smoothie til at smage mindre af kål. HUSK at hæld koldt vand på kålen lige efter den er tilberedt.
Portionen giver 2 – 3 glas.
Jeg har regnet på kalorieindholdet og 300 gram af denne drik giver ca 150 kalorier og 175 g grønsager.
Anna
Må noget af det ikke være frossent? Vil bare høre om der er en bestemt grund til det 🙂
Sund sans
Hej Anna
Jo du kan sagtens bruge frosne ingredienser. Kålen jeg bruger her er dampet, og det er jo hvad frosne grønsager også bliver, inden de fryses ned.
Håber det smager.
kh
Dorthe