Denne skønne suppe kan i princippet laves af de grønsager du har i køleskabet, bortset fra kål, som jeg syntes smager for meget igennem til en suppe. Jeg har tilsat kidneybønner, så suppen mætter godt, da bælgfrugter indeholder meget protein og mange fibre. Se slutningen af dette indlæg, hvor jeg skriver lidt om, hvordan du nemt får bælgfrugter til at lykkes.
Sådan gjorde jeg:
…
1 løg i ringe
2 porrer i ringe skåret på skrå
2 store gulerødder skåret på skrå
Ca 100 gram selleri i store tern
Oliven olie
1 liter fond/suppe eller bouillon uden smagsforstærker
150 gram flødeost
1 lille squash i små tern
Evt. 100 – 150 gram røde kidneybønner kogte eller fra dåse
Evt hvidløg
salt & peber
Løg, porrer, gulerødder og selleri svitses i olie i ca 5 – 10 minutter. Tilsæt fond/suppe eller bouillon og lad grønsagerne simre stille i 10 – 15 minutter.
Kom flødeost i gryden, gerne i lidt mindre stykker, og lad den smelte. Tilsæt squash i tern samt kidneybønner og varm det hele igennem. Smag til med salt og peber, og evt. presset hvidløg.
Og hvis du er virkelig glad for knas og bacon er jeg sikker på at lidt sprødstegt bacon på toppen vil smage godt.
TIP: I Danmark har vi ikke tradition for at bruge tørrede bælgfrugter som linser, bønner og kikærter. Jeg oplever ofte at folk får et lidt tomt udtryk i øjnene når jeg nævner f.eks. kidneybønner. Normalt får vi en masse protein fra kød, æg og mælkeprodukter. Problemet med de fødevarer er bare at de ofte indeholder en del fedt og ingen fibre. Hvis du vælger at få protein fra bælgfrugter får du til gengæld både protein og fibre. Så det er super sundt og så er der altså meget mad i 1 kg. bønner.
Sådan gør du:
Sæt minimum 500 gram bønner efter eget valg i blød i 8 – 10 timer, f.eks. fra fredag aften til lørdag morgen. VAndet skal gå et godt stykke op over bønnerne, da de vokser når de bliver udblødte. Lørdag morgen kommer du nyt vand på bønnerne som så skal koge i ca. 40 – 60 minutter. Lad dem dryppe af i en sigte og pak dem i poser med ca. 200 gram i hver pose og opbevar dem i fryseren. Voila… 1 kg. nærende protein med fibre lige til at blende i en suppe, drysse i en salat eller til at blende med krydderier, citron og olie som smørrepålæg.